onsdag den 3. september 2014

Elbiler på transportbånd?

Jeg var i USA i sommer. Første gang på vestkysten – hele familien af sted på den klassiske tur: Los Angeles, Grand Canyon, Bryce, Zion, Vegas, Yosemite, San Francisco. 4000 km rundtur i bil. Hoteller og moteller i lange baner. To uger i ørkenen, én i bjergene og langs Stillehavet. Fantastisk oplevelse. Fantastisk natur.

Men jeg kunne selvfølgelig ikke lade miljøbrillerne blive hjemme… Vi havde bestilt en lille firhjulstrækker hos AVIS. Den havde de ikke, og så blev vi jo bare opgraderet til en større model: En Jeep med 3.6 liters motor... Et stort apparat af en bil med sløve bevægelser, som vi var noget benovede over at ende i. Det var jo en dejlig luksus med så meget plads i bilen, når man nu skulle bo i den i tre uger.

Men behøvede motoren være tre gange så stor som den, jeg har i min Skoda herhjemme…? Havde der så været lidt spræl i bilen, men nej, den store motor er koblet til vejen via en meget svuppet automatgearkasse, som sikrer, at bilen kører lydløst og jævnt, men alligevel kan overhale også ved høje hastigheder. Den viste sig at køre 11 km/liter benzin – min Skoda kører 24 km/liter.

Jeg kan godt forstå, at det ikke betyder noget videre for amerikanerne. Benzinen koster det halve af herhjemme, og de betaler jo heller ikke noget videre i skat. Vores Jeep var i øvrigt i den lette ende, når man kørte rundt i trafikken. Der er sindsygt mange biler med både 5 og 7 liters motorer!

Gamle aircon og billig energi

En anden ting, jeg faldt over, var alle de forældede aircon-anlæg. Vi var på ca. 15 hoteller og moteller, og ikke et sted var aircon-anlægget mindre end 10 år gammelt. I betragtning af, hvor meget mere effektive varmepumper er blevet i løbet af de sidste 10 år, er det jo absurd. Alle disse hoteller kunne skære mindst halvdelen af energiforbruget ved at opgradere deres aircon.

Men energien i USA er så billig, at det ikke vil kunne betale sig for hotellerne. Højere energiafgifter ville skabe udvikling indenfor energieffektive apparater og fast arbejde for elinstallatører over hele USA samt styrke konkurrenceevnen.
Se rapport om energieffektivitet og konkurrenceevne (pdf)

Kan de så noget særligt derovre?

Ja, jeg var lidt imponeret over, at alle påfyldningsstudser på benzinstandere har en manchet, der slutter tæt. Så lugter det ikke så meget af benzin, når man fylder på, og der fordamper langt mindre benzin til omgivelserne. Og så var der den lidt dovne trafik – jeg ved ikke, om den skyldes automatgearene eller den detalje, at man må overhale indenom? Men der er langt mindre aggressivitet i trafikken end herhjemme, og det er rart.

Jeg bemærkede også, at der er rigtig mange elbiler – specielt Tesla og Nissan Leaf i Los Angeles-området. Men jeg så også noget, der lignede en Tesla-fabrik, så måske er det forklaringen…

Og så kunne jeg jo ikke lade være med at bide mærke i, at de i San Francisco har samme type af bycykler, som vi netop har fået i København. Her giver det så ekstra mening, at det er elcykler, for der skal stærke lår til at køre i gaderne i denne smukke by!

Og kabel-sporvognene er jo også en interessant teknologi, som mest er en turistattraktion, men også bidrager lidt til den offentlige transport. En stålwire i en rille i gaden trækker vognene rundt. Wiren drives rundt af en motor, som står centralt.

Hvad ville være den moderne udgave af en kabel-sporvogn? Elbiler, som man kan køre ind på et transportbånd, som kører med høj hastighed på lange distancer og som lader batteriet undervejs? Eller hvad?

Men for nu lige at runde af med energien, så synes jeg da, vi hurtigst muligt skal implementere mancheterne på benzinpistolerne, så vi kan nedbringe luftforureningen og benzintabet herfra. Og så må vi da se at få hjulpet amerikanerne til at se fordelen ved afgifter på energi.

Nogen idéer?