tirsdag den 18. oktober 2011

Affaldsforbrænding: pros & cons

Vi skal være de første til med det næste skridt indenfor affaldsforbrænding!

I Danmark har vi stablet et system på benene, hvor vi brænder affaldet i store ovne, og ud fra varmen skaber vi fjernvarme og strøm. Et smart system, som hele verden da også kommer forbi og studerer, og som vi bliver kaldt helte for på internationale konferencer.

Og det ER jo smart – kommer man fra et land som eksempelvis Irland, hvor man deponerer alt sit affald på lossepladser og laver varme af gas, tørv og brænde, så er det et kæmpe fremskridt at brænde husholdningsaffaldet og lave varme ud fra det. Det har vi gjort i 30 år med stor succes.

Men nu må vi så også videre. For sagen er, at der er en masse bagsider af medaljen også. Der jo blandt andet luftforureningen. Ikke bare CO2, men også alle de andre forureninger, man ofte glemmer: dioxin, tungmetaller, svovl osv. Og så er der slaggerne: resterne fra forbrændingen, som er højkoncentreret, farligt affald, som køres til for eksempel norske miner, hvor det deponeres for eftertiden.

Og så er der alle de produkter, som du har smidt i skraldespanden, som nu er brændt i stedet for at være samlet ind, skilt ad og genanvendt i nye produkter. Derfor skal der nu udvindes nyt titan, nyt kobber, ny olie og produceres nye kemikalier til nyt plastik til din næste lampe. Mange af materialerne er ved at blive knappe – derfor skal vi lære at bruge dem igen.

Det er derfor, at det hele skal tænkes om. Og vi bliver nødt til at starte i dag, hvor mange af vore store forbrændingsanlæg er blevet 30 år gamle og trænger til en udskiftning. Vi synes jo, det går så godt, så ”vi vil gerne bare have en ny ovn – ligesom den gamle, tak, måske med nye filtre på, men ikke for meget andet nyt, tak”… NEJ, for hvis vi køber en ny ovn og binder den til vores energiforsyning igen, så låser vi os til den samme situation de næste 30 år.

Og det er netop de næste 30 år, vi skal lære at genanvende materialerne i produkterne i stedet for at brænde dem af. Alle de penge, vi skulle have brugt til at afprøve alt det nye, bliver låst til de gamle systemer, hvis vi bare køber nye ovne.

Vi kæmpede os op fra deponi til affaldsforbrænding som de første. Nu skal vi være de første til næste skridt: vi skal vise vejen for genbrug, genanvendelse og langsom men sikker udfasning af affaldsforbrænding.