tirsdag den 13. december 2011

Pyromanernes Waterloo

Efter Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om at afslå Amagerforbrændingens ansøgning om lånegaranti på 4 mia. til nye ovne.



Det var et fantastisk fremsynet Teknik- og Miljøudvalg, som i går tog beslutningen om at sende Amagerforbrændingen hjem for at regne på et nyt forslag til affaldsbehandling i København!

Københavnerne skal til at vænne sig til, at affald ikke længere bare er affald. For i går tog politikerne i Københavns Kommune en modig beslutning om at træde ind i næste æra, hvor affald ikke længere bare er affald, der kan forbrændes. Affald hedder fra nu af ”ressourcer” og skal sorteres og genanvendes så vidt muligt. Faktisk er det en gammel historie, og i øvrigt en historie, som EU også har en del fokus på i disse år.

Men var Danmark ikke et foregangsland? Jo, for 30 år siden var Danmark et af de første lande, som valgte at satse stort på at forbrænde affaldet og skabe varme og el ud af det. En rigtig god idé og et kæmpe skridt fremad i forhold til de voksende lossepladser, som faktisk stadig er dominerende i mange lande. På EU-plan er vi derfor i den gode halvdel, når vi snakker affald, fordi vi baserer så stor en del af vores varme- og el-forsyning på en nyttiggørelse af affaldet.

Problemet er så, at vi ikke har rykket os siden. Den massive satsning i Danmark på dette niveau to i affaldshierarkiet har forblændet os og fastholdt os på pyroman-stadiet som nation. Men nu skal vi videre – det har Københavns politikere besluttet.

I vore nabolande, Tyskland og Sverige, samt en række andre lande er man kommet en del videre end vi er med genanvendelsen. Den grønne fraktion – madaffald og den slags – kan nemlig sorteres fra og bruges til at skabe kompost og biogas. Biogassen kan enten sendes ind i vores landsdækkende naturgasnet eller bruges i transportsektoren i de store køretøjer, der ikke lige kommer på el foreløbig. Komposten skal tilbage til jorden, fordi den indeholder fosfor og en række andre værdifulde ressourcer, og når vi kan jordforbedre med kompost, er der mindre behov for at drive rovdrift på Lille Vildmose eller for at producere kemisk gødning.

I det hele taget er genanvendelse af ressourcer en dobbelt-op-historie. I dag forbrændes fx rigtig meget plastik, fordi det ender og husholdningsaffaldet og findes i store mængder hos industrien og fordi, det har en god brændværdi. Men hvis man i stedet sorterede plasten fra og genanvendte den, så ville man skabe mindre forurening fra forbrændingen og samtidig fortrænge behov for mere plastik – altså olie, som plast jo udvindes fra. På den måde giver det dobbelt effekt at blive bedre til genanvendelse.

Og så er der jo det med forureningen. Når vi i dag brænder 1000 kg affald af, så står vi tilbage med 200 kg slagger og 30 kg røggasrensningsprodukt. Slagger er en blanding af materialer, der ikke kan brænde, især en masse metaller – de ligger og venter på at blive brugt i motorveje og fundamenter, hvorved man spreder forureningen over det ganske land. Røggasrensningsproduktet er langt mere giftigt og sendes til deponering i Norge på en ø i Oslo-fjorden.

Ja, det er på tide, at pyromanerne får øjnene op for, at det ikke er optimalt at brænde gode materialer, og København har nu som en ægte hovedstad lagt en god linje ind i fremtiden. Tak til Ayfer Baykal og de andre gode folk omkring bordet!

mandag den 12. december 2011

Chanceløse forbrugere


”Folk må æde og drikke sig ihjel, hvis det sker på et oplyst grundlag.”, sagde den konservative politiker Vivi Kier sidste år i programmet Debatten på DR2.

Men som forbruger i dag er der hundrede kanaler at blive oplyst på. Og ”oplyst” er der vist mange meninger om, hvad er. Et eksempel er de mange web-shops, hvor såkaldte ”kunder” skriver rosende ord om produkterne. Men spørgsmålet er jo, hvem de andre kunder er. Her kan man spørge sig selv, hvor nemt det er at oprette en hotmail-konto. Det tager sådan ca. tre minutter, og så kan du fx hedde ”Lisa Nielsen” og straks begynde at skrive en masse godt om de produkter, din bror sælger i sin webshop. Internettets mange muligheder kan hurtigt blive til en jungle af information, du ikke har chancen for at vurdere!

Og det kan virke tillokkende: Prøv at forestille dig, at en stor sportstøjskæde fx spørger dig, om du kunne tænke dig at skrive lidt om deres produkter, og at de sender et gavekort ind imellem som tak…? Eller de måske direkte tilbyder dig 50 kr. for hvert blogindlæg, du laver, hvor du nævner kædens navn? Hvad vil du så skrive?

Næh, så er det vel bedre at virksomhederne eller deres brancheforening skriver om deres produkter? De ved vel, hvad de snakker om? Ja, det gør de måske – til dels - men hvad med hensigterne? Man skal huske, at virksomheder først og fremmest skal sælge og skabe overskud for deres aktionærer. I fede tider vil mange virksomheder opføre sig pænt, men hvem ved, hvad der sker med prioriteterne i krisetider, som vi har for tiden. Når konkurrencen strammer til, hvad gør man så med de fine principper?

Hvad gør du som forbruger, hvis du egentlig gerne vil købe din burger, bearnaisesovs eller pizza på et oplyst grundlag? Ja, du kunne jo afsætte en time mere om dagen til indkøb, så du i ro og mag kan læse alle varedeklarationerner. Her vil du så opdage, at du har brug for efteruddannelse i kemiske betegnelser, som er så uforståelige, at selv kemikere som jeg selv ikke forstår dem. På dette plan er du chanceløs.

Og på et andet plan er du også chanceløs: Din kultur fortæller dig, at der skal bearnaise til bøf og at burger skal købes på Den Gyldne Måge – det smager bare ligesom mest rigtigt, og sådan har det altid været, og det er din hjerne indrettet til at gå efter… ak, kampen er hård.

Men julen står for døren, og hvad du kan gøre er, at gå mest efter de enkle produkter og råvarer og specielt de økologiske: Hent din and i den nærmeste økologiske gårdbutik. Giv dig tid til, den ene gang om året, at lave nogle af tingene fra bunden selv, og nyd smagen og tanken om, at man trods alt godt kan lave noget i denne verden NÆSTEN uden kemi.

torsdag den 17. november 2011

Velstand uden vækst

I fredags var jeg til 20 års jubilæum, hvor jeg havde mulighed for at opleve Tim Jackson – manden, der i 2009 skrev bogen ”Velstand uden vækst”, og én af de få økonomer, der har konkrete bud på, hvordan vi kommer videre ud af den rævesaks, vi kalder vækstøkonomien. Det økonomiske system kaldes stabilt, så længe der er vækst, men hvor længe kan vi holde til at stramme skruen lidt mere?

Tænk engang på din egen arbejdssituation… Hvor meget mere effektiv kan du være og stadig synes, det er sjovt? Og hvis du synes, du godt kan blive 10% mere effektiv, så husk på, at det aldrig stopper i vækstøkonomien.

Man kan nemlig ikke stoppe væksten i vores økonomi – hvis den stopper, hedder det stagnation, og det fører til kollaps, som vi ser tegn på flere steder i Europa for tiden. Økonomerne har altså ikke noget svar på, hvordan vi ”lander” på et bæredygtigt niveau, hvor vi stadig udvikler os men uden at drive rovdrift på alt fra naturressourcer til menneskers arbejdskraft.

Så der er et stort behov for, at vi får pillet i selve maskinrummet i de økonomiske modeller. Men samtidig er der også behov for, at vi sætter gang i nogle af de helt konkrete omstillinger, som kan understøtte en ny tilgang til økonomi, vækst og bæredygtig udvikling. Tim Jacksons bud på dette er ”Green New Deal” og servicesamfundet.

Green New Deal består i, at vi skal fremme vedvarende energi, investere i grøn teknologi, energirenovere bygninger samt udbygge infrastruktur. Servicesamfundet handler om at vi skal bruge færre naturressourcer i produkter, hvilket kræver mere genanvendelse og accept af, at vi skal købe og eje mindre selv og mere i fællesskab. Produkter skal holde længe, kunne repareres og opgraderes. Vi skal forbruge kulturoplevelser, naturoplevelser og andre fællesoplevelser. Vi skal eje flere ting i fællesskab – altså ikke bare delebiler, men også dele-græsslåmaskiner, dele-jordvarmeanlæg, dele-sommerhuse osv.

Bliver det så et surt liv, hvor vi skal bo i jordhuler? Nej, jeg tror faktisk, vi skaber en bedre verden på den måde. En verden, hvor vi godt nok skal vende os til at eje mindre og finde mindre tilfredsstillelse i at købe nyt før naboen. Men også en verden, hvor vi har mere fællesskab, mindre stress, mere lighed, mindre misundelse, et renere miljø, mindre gæld, mere glæde…

Bonusafsnit til mine bloglæsere på blogspot…;-)

I pausen tog jeg en snak med Tim Jackson om den menneskelige faktor, som han havde trukket frem i sin præsentation. Vi er jo egoistiske af natur, men også sociale. Hvordan fremmer vi den sociale del og hæmmer den egoistiske? Hvordan får vi folk til i højere grad at efterspørge livskvalitet, som ikke er baseret på ”mest til mig selv og mine” og ”køb, brug og smid væk”?

Umiddelbart var hans reaktion, at ulighed er et stort problem i denne sammenhæng. Når der er stor ulighed, er misundelse samt frygten for at blive opfattet som længere nede af den sociale rangstige end man er, stærke kræfter. Kræfter, som får folk til at købe ting, de ikke har behov for med penge, de ikke har, for at imponere folk, de ikke kan lide.

Men jeg spurgte også til påfugleeffekten – altså den mindre kendte del af Darwins teorier, som fx Tor Nørretranders har skrevet om i ”Det generøse menneske” og som først blev anerkendt i 1970’erne. Påfuglehanen har en enorm og smuk hale, som gør det meget sværere for den at flygte fra fx et rovdyr. Darwin undrede sig over det uøkonomiske i at have sådan en hale, når nu han lige havde fundet ud af, at arternes udvikling handler om at være bedst til at overleve i den biotop, dyret nu engang befinder sig i. Påfuglens hale er en klods om benet i denne sammenhæng.
Darwin dykkede ned i problemstillingen og fandt ud af, at alle dyr har sådanne påfuglefjer (blot ikke altid så i øjenfaldende) hvis funktion er at finde en mage – altså videreføre sine gener. Signalet til det modsatte køn er: ”Se mig! På trods af min store, smukke hale kan jeg sagtens undvige ræven!”. Dette imponerer hunnen, som så indvilliger i parring.

På menneskesprog kan påfuglehalen have mange ansigter. De klassiske handler om muskelkraft – senere om store biler og ødselt forbrug. Men når det kommer til stykket, så kan det meste af det, vi foretager os, som ikke handler om at spise, sove og have tag over hovedet, tillægges påfugleeffekten.

Tim Jackson havde også tænkt de tanker, og hans bud på en retning at gå i den sammenhæng var at understøtte uddannelse helt bredt. Det er nemlig sådan, sagde han, at jo højere uddannelsesniveau, desto mindre handler kurtiseringen om store biler og overforbrug. Det, veluddannede kvinder falder for, er altså langt mere de immaterielle ting: dygtighed, personlig gennemslagskraft og overskud, kulturindsigt, viden, rummelighed, uselviskhed, generøsitet… Jeg lader konklusionen stå til nærmere overvejelse… specielt måske til kvinderne, som med Darwins mindre kendte teori, pludselig har en voldsom magt over fremtidens forbrugskultur…

tirsdag den 18. oktober 2011

Affaldsforbrænding: pros & cons

Vi skal være de første til med det næste skridt indenfor affaldsforbrænding!

I Danmark har vi stablet et system på benene, hvor vi brænder affaldet i store ovne, og ud fra varmen skaber vi fjernvarme og strøm. Et smart system, som hele verden da også kommer forbi og studerer, og som vi bliver kaldt helte for på internationale konferencer.

Og det ER jo smart – kommer man fra et land som eksempelvis Irland, hvor man deponerer alt sit affald på lossepladser og laver varme af gas, tørv og brænde, så er det et kæmpe fremskridt at brænde husholdningsaffaldet og lave varme ud fra det. Det har vi gjort i 30 år med stor succes.

Men nu må vi så også videre. For sagen er, at der er en masse bagsider af medaljen også. Der jo blandt andet luftforureningen. Ikke bare CO2, men også alle de andre forureninger, man ofte glemmer: dioxin, tungmetaller, svovl osv. Og så er der slaggerne: resterne fra forbrændingen, som er højkoncentreret, farligt affald, som køres til for eksempel norske miner, hvor det deponeres for eftertiden.

Og så er der alle de produkter, som du har smidt i skraldespanden, som nu er brændt i stedet for at være samlet ind, skilt ad og genanvendt i nye produkter. Derfor skal der nu udvindes nyt titan, nyt kobber, ny olie og produceres nye kemikalier til nyt plastik til din næste lampe. Mange af materialerne er ved at blive knappe – derfor skal vi lære at bruge dem igen.

Det er derfor, at det hele skal tænkes om. Og vi bliver nødt til at starte i dag, hvor mange af vore store forbrændingsanlæg er blevet 30 år gamle og trænger til en udskiftning. Vi synes jo, det går så godt, så ”vi vil gerne bare have en ny ovn – ligesom den gamle, tak, måske med nye filtre på, men ikke for meget andet nyt, tak”… NEJ, for hvis vi køber en ny ovn og binder den til vores energiforsyning igen, så låser vi os til den samme situation de næste 30 år.

Og det er netop de næste 30 år, vi skal lære at genanvende materialerne i produkterne i stedet for at brænde dem af. Alle de penge, vi skulle have brugt til at afprøve alt det nye, bliver låst til de gamle systemer, hvis vi bare køber nye ovne.

Vi kæmpede os op fra deponi til affaldsforbrænding som de første. Nu skal vi være de første til næste skridt: vi skal vise vejen for genbrug, genanvendelse og langsom men sikker udfasning af affaldsforbrænding.

tirsdag den 20. september 2011

Håb om en grøn regering

Set fra min stol er der håb - håb for en grøn regering. De partier, der lige nu er ved at blive enige om et regeringsgrundlag, har alle sagt, at en ambitiøs klima-, natur- og miljøpolitik er et must. Det er det også for mig.

Jeg glæder mig til at se, hvad de tager fat på først. Får vi en samlet naturlov, der skaber mere skov og sammenhængende natur, får vi en klimapolitik med en køreplan for, hvordan vi omlægger vores energisystem til 100 procent vedvarende energi inden 2040 eller starter de med det konkrete, fx at lukke hullet i loven for flere forurenede grunde som Collstrops?

Rigtig spændende bliver det dog at se, om de formår at tænke store tanker om finansieringen. Det er jo ofte her, venstrefløjen bliver kritiseret. På den anden side, er det heller ikke gået så godt de sidste ti år. Men der er masser af økonomi i både natur og klima, hvis man formår at tænke visionært.

På klimaområdet bliver biomassen den nye olie. Om 10 år vil olien være begrænset og biomasseteknologierne udviklede, og alle vil løbe efter biomassen. Om 20 år vil priserne for biomassen være fløjet til himmels og være årsag til nye krige og kriser.

Så hvad gør en klog regering i dag? Kaster penge – og dermed også beskæftigelse – efter alt det, der kan sættes i stedet for biomasse: Solvarme, solceller, geotermi og vindmøller. Jordvarme, fjernvarme, elbiler og lokal biogasproduktion fra affald. Det intelligente elnet og energilagre. Alt sammen investeringer, der bringer os i front og gør os uafhængige af kampen om ”den nye olie”.

Der er nogle barrierer for disse satsninger: Oliefyr er et kendt og billigt produkt – sol og geotermi kræver satsninger. En anden er, at hvis vi springer biomassen over, så redder vi ikke industrilandbruget i første omgang. Mange ser nemlig biomassen som en guldkalv for et landbrug i krise.

Heldigvis kan vi redde landbruget også – og samtidig skabe mere og bedre natur. De skal nemlig omlægge til økologi hurtigst muligt, så de kan producere nogle ordentlige produkter, de kan få en ordentlig pris for og samtidig behandle naturen ordentligt.

God arbejdslyst til den røde blok! Jeg glæder mig til solceller, elbiler og bedre økologi-udvalg i butikkerne.

tirsdag den 6. september 2011

Et kig i krystalkuglen skaber grønne jobs

Nu står vi her så...holder vejret...og glæder os til at se en masse nye initiativer fra vores næste regering. Noget af det, som jeg forventer mig meget af, er de grønne investeringer. Selvfølgelig fordi de giver os miljøforbedringer, men også fordi de skaber arbejdspladser - på den gode måde.

Jeg ved godt, at flere er ude med riven – og påstår, at væksten i de grønne jobs er opreklameret. Og det er klart – ikke en hvilken som helst såkaldt grøn investering skaber jobs. Både de miljømæssige og økonomiske gevinster og væksten i jobs afhænger af, hvordan vi vælger at satse.

Lad mig komme med et eksempel – på energiområdet: Følger man markedet og dagens laveste priser, og holder man desuden fast i, at de kæmpe anlæg, vi har stående, fortsat skal afskrives som planlagt. JA, så ser det sort ud. Så vil vi nemlig fortsat brænde vores affald af i stor stil, og investeringerne i geotermi og andre teknologier, der kan konkurrere med de store anlæg, vil udeblive. Og som resten af verden vil vi om ti år skulle løbe efter biomassen.

Hvis vi derimod tænker mere end ti år frem – og forudser, at vi på det tidspunkt vil skulle kæmpe mod stigende priser på et trængt biomassemarked, at vi ikke er kommet videre med affaldssorteringen og genanvendelsen - og at forbrændingsovnene på det tidspunkt vil være så gamle, at de skal lappes på og måske fornys. Ja, så skriger det på, at vi satser på en anden måde – allerede nu.

Lad os derfor kigge ind i krystalkuglen og forestille os det vedvarende energisystem, vi gerne ser om 20-30 år, og så indrette vores investeringer på at skabe dette system så hurtigt som muligt. Det vil betyde, at vi skal sætte gang i en systematisk udfasning af affaldsforbrænding til fordel for genanvendelse, at vi skal erstatte de udtjente forbrændingsanlæg med de nye teknologier, baseret på enzymprocesser og robotter, og at vi skal satse stort på energirenovering, geotermi, solceller, varmepumper og solvarme ved siden af vindmøllerne.

Nye eksporteventyr
Gevinsterne er – ud over de miljømæssige, at vi vil komme op forrest i geleddet på de nye teknologier og dermed få skabt nye eksporteventyr sideløbende med stigende national beskæftigelse inden for energirenovering, små energianlæg, forskning og udvikling, det smarte energinet osv. osv. Og det er vel at mærke ikke kun store multinationale virksomheder og forskning, vi snakker om her. Det er alle de små og mellemstore virksomheder, der igen får gang i ordrebogen og skal udvikle og installere alle de nye teknologier - og koble dem på det fælles smarte net.

Endnu en sidegevinst er, at vi om ti år kan stå på sidelinjen og grine af alle de andre, der kæmper om biomassen til alt for høje priser og vide, at vi kun har brug for ganske lidt biomasse, fordi vores energiforsyning overvejende er baseret på alle de solbaserede teknologier. Vi er altså blevet uafhængige af andet end solen, der skinner og vinden, der blæser. Og vi har skabt arbejdspladser.

Kom nu politikere, lad os få virkelige visioner på bordet. Gerne her og nu – under valgkampen.

tirsdag den 23. august 2011

Den giftige sandhed

Hvor er det godt, vi har nogle grundregler for demokratiet. En af dem hedder, at en minister ikke må lyve overfor Folketinget – man skulle tro, det giver sig selv, når man har fået en så betroet post som at være minister… Jeg tænker, at hvis jeg var minister, så ville jeg gøre alt for at holde mig på den troværdige sti, men det kan øjensynlig være svært.

Vi lukker den ene drikkevandsboring efter den anden på grund af sprøjtegifte. Men da det kom frem, at stoffet glyphosat, der findes i vores mest anvendte sprøjtegift Roundup, nu spores i grundvandet, var Karen Ellemann hurtigt ude at sige, at det var en fejl: Der var fejl i analyserne! Fagfolk som mig selv tænkte dengang, at det lyder nu mærkeligt, for analysefirmaet er blandt de absolut mest anerkendte af slagsen i Europa, men fejl kan selvfølgelig ske – selv for de bedste.

Nu har analysefirmaet så fået et andet anerkendt analysefirma til at tjekke undersøgelserne, og de holder vand, faktisk. Spørgsmålet er så, hvordan ministeren kunne finde fejl dengang? Var det virkelig helt der nede i det underlødige politiske rænkespil, som handlede om, at sagen bare skulle lægges død nu – koste hvad det ville? For koste, kommer det nok til på én eller anden måde. Man vildleder ikke Folketinget ustraffet i Danmark (i hvert fald ikke, hvis det bliver opdaget), men straffen kan så blot bestå i, at Kemiske Karen bliver til Komiske Karen og karrieren i Folketinget får et knæk, hvilket er så godt som uden betydning nu, hvor der er få måneder til et folketingsvalg og taburetterne alligevel skiftes ud.

Og mange tænker nok, at det er ligegyldigt med lidt RoundUp i grundvandet. Men NEJ, det er en katastrofe! Dels for landbruget, som er afhængig af det skidt og pladrer 1000 tons glyphosat om året ud i det danske landskab for at holde det fallerede industrilandbrug kørende. Dels for dit og mit drikkevand, for det koster kassen (din brugerbetaling samt skattetrykket!) at lukke vandboringer og bore nye.

Faktisk ved vi, hvad landbruget skal gøre i stedet: De skal omlægge til 100 procent økologisk landbrug i Danmark – det skulle kunne lade sig gøre over en 30-årig periode, især hvis du og jeg bliver ved med at købe økologi, overbevise naboen og vennerne og kollegerne om det samme - og ikke mindst ved at stemme på politikere, som reelt vil økologien, miljøet og naturen, når valget kommer - lige om lidt…

tirsdag den 28. juni 2011

Er du borger eller forbruger?

Det er jo ikke for sjov, når jeg sidste gang skrev om, at vi må lave noget om – noget af det helt grundlæggende. Det, jeg snakkede om sidst, var, at vi skal leje i stedet for at eje og at ting skal holde længere.

Men skal vi have et virkelig bæredygtigt samfund, skal vi længere ind… helt ind i sjælen… der hvor vi føler os som forbruger eller som borger… Prøv lige at spørge dig selv, hvad du er mest… jeg venter…

Du vil nok helst sige borger, men prøv så at tænke på, hvad det er, der optager mest af din tid og dine tanker i det daglige. Hvor lang tid bruger du på at kigge i tilbudsaviser og på reklamer i TV? – på at købe ind, på at overveje dit næste køkken, badeværelse, carport, bil, iPod, kamera, ferie, restaurantbesøg…

Og hvor lang tid bruger du så på frivilligt foreningsarbejde i kollegierådet, andelsboligforeningen, løbeklubben eller dit politiske parti? På at lave en festival på studiet, etablere en fælles legeplads for kvarterets børn eller skabe bedre faciliteter i medborgerhuset? Hvor ofte reflekterer du over dagens strøm af nyheder og sætter dig til tasterne og skriver et debatindlæg, der måske kan gøre en forskel? Hvornår har du sidst gjort noget, som ikke kun er til dit eget og din families bedste, men som kan gøre en reel forskel for en større gruppe af mennesker?

Så er du så mest borger eller forbruger?

Når jeg spørger på denne måde, så er det fordi, forbrugeren, for mig at se, er ved at æde mange af os op indefra. Det er spændende at købe nyt, at drømme om store biler og perfekt indrettede hjem – for mange er det simpelthen blevet den primære interesse.

Er det et problem? Ja, det er det af flere grunde: Det er et problem for dig selv, fordi dit liv bliver et kapløb om, hvor mange penge du har til at købe hvor meget. Men det er også et problem for vores demokrati. Det fungerer nemlig kun, hvis vi deltager i det – og her er det ikke nok at købe…;-) Vi står midt i store kriser af såvel økonomisk som klimamæssig karakter, og der er behov for, at du finder din indre borger frem og træder ud af din stue, ind i det offentlige rum og kæmper for det, du tror, er bedst for os alle – for vores fælles verden.

En lille sidegevinst… du risikerer at få nye venner…;-)

mandag den 6. juni 2011

Rygsæk til deling?

Jeg var på en lille hyttetur med min søn og min gode gamle rygsæk i Bededagsferien. Skønt at komme ud i den danske natur – helt tæt på foråret med kvækkende frøer fra vandhullerne og nattergal, så man knapt kan falde i søvn i sit telt.

Det slog mig, at min rygsæk, en Lowe Cerro Torre, nu er omkring 25 år gammel. Den er aldrig blevet syet, for der er ikke én syning, der er gået op. Og den har ellers været i Pyrenæerne, Færøerne, Alperne – og nu også i Kattehale. Den har været proppet med 20 kilo, smidt i mudder og trillet i skærver.

Tænk, hvis det var mere reglen end undtagelsen, at produkter holder i 25 år... IKEA har gjort det muligt for os at udskifte vores hjem med få års mellemrum, fordi en rimelig god lænestol kun koster 800 kr. Når vi så køber en ny næste år, fordi farven er forkert eller moden nu dikterer træben igen, så stiller vi stolen ud til storskrald. Herfra ryger den typisk til forbrænding, selvom den egentlig fungerer fint.

Vi har fået en enorm købekraft i løbet af den sidste generations tid, som vi bliver nødt til at kigge nærmere på, inden vi løber tør for materialer. Noget af det, vi kan gøre, er at blive meget bedre til at genbruge – altså til at give stolen et andet og tredje liv fx ved at gøre reparation mulig (og momsfri?!) eller ved at skille den ad og bruge materialerne igen til nye møbler.

En solid lænestol
En spændende genvej til dette er, at vi holder op med eje alt muligt. Hvis jeg i stedet for at købe mine stuemøbler, leaser dem, så betaler jeg måske 180 kr. om måneden for at have en lænestol, to sofaer, et sofabord og fire reoler. Indenfor abonnementet kan jeg vælge at få skiftet møblerne et antal gange. Hvis jeg ønsker at skifte farve på min lænestol, kan jeg blot bestille den nye farve over nettet – og få min stol udskiftet, når den ønskede farve bliver ledig. Går stolen i stykker, bliver den repareret under abonnementet.

Det er i virkeligheden en variant af delebilen – blot har jeg stolen i længere tid ad gangen. Og stolen vil være produceret langt mere solidt, for den skal kunne holde til mange års brug i adskillige hjem, kunne repareres, tåle transport og kunne skilles ad i den sidste ende, så virksomheden kan bruge materialerne til nye møbler. Jeg tror faktisk, min gode gamle Lowe ville kunne bruges i sådan en ordning…;-)

torsdag den 28. april 2011

Det startede med en hestevogn

For 100 år siden i 1911 stiftedes Danmarks Naturfredningsforening. Det var dengang, danskerne kørte rundt i hestevogn eller gik, når de skulle noget. I København og Århus var der også mulighed for at tage sporvogn, og det var også i 1911, at Odense fik sine sporvogne. Togene var etablerede og under udvikling, men kun den rigeste del af befolkningen havde mulighed for at benytte dem.

Københavns Hovedbanegård blev indviet i 1911, og det var også året hvor B&W søsatte verdens første dieseldrevne skib. Bilerne var på vej ind, men Ford T og Renault AX var ikke for folket før oppe i 1930’erne. Også for luftfarten og slædefarten var 1911 et interessant år – den første flyver fløj tværs over USA, og Roald Amundsen nåede som den første Sydpolen. Der skete meget på transportområdet dengang i 1911, da Danmarks Naturfredningsforening blev etableret.

Når kampen for naturen på dette tidspunkt var så vigtig, at man stiftede en naturfredningsforening, havde det imidlertid intet med transportsituationen at gøre. Derimod var det folkets krav om at kunne komme ud i naturen, der var en væsentlig drivkraft. Flere steder havde godsejere sat skilte med adgang forbudt op.

Ingen forurening i 1911
Transporten var på den tid ikke et problem, hverken energimæssigt, klimamæssigt, luftforureningsmæssigt eller landskabeligt. Vi taler om få tusinde biler, få daglige togafgange, ugentlige skibsafgange osv. Veje var belagt med grus eller sten og indgik som naturligt snoede linjer i landskabet.

I dag er det noget andet (bortset fra, at en Ford T nok også kører omkring 10 km på en liter brændstof i dag). I dag fylder transportanlæg voldsomt i det åbne land og i byerne. Og energiforbruget og luftforureningen fra transportsektoren er alvorlige og stigende problemer.

Men transport er også blevet en livsstil og en allemandsret. Vi skal kunne komme til fra København til Roskilde på en halv time - og til Thailand på 12. Vi udbygger hovedløst motorveje for at tilfredsstille vores behov for fri bevægelighed og effektivitet - og uden at tænke så meget på påvirkningerne af natur, landskab og miljø.

Arbejdet for en begavet og bæredygtig udvikling af transport er derfor i dag en naturlig del af DN’s arbejde for natur, miljø og klima. I 2003 fik DN indføjet arbejdet for en bæredygtig fremtid i vores formålsparagraf, og det afspejler den langt større bredde, som DN i dag arbejder i.

En moderne natur- og miljøorganisation kan ikke blande sig uden om transport, klima, affald, forbrug, industri, kemikalier, vandforsyning, energi, jordforurening osv. osv. Vi har et ansvar for at passe på naturen og kan ikke i 2011 nøjes med at fokusere enøjet på fredning af og adgang til natur. I 2011 kommer vi ikke uden om, at det hele hænger sammen - og desuden bliver mere og mere globalt.

DN er altså i løbet af 100 år vokset fra en idé om at kunne frede naturområder fra industrialiseringen og give danskerne adgang til naturen til en moderne miljøorganisation – Danmarks største, der kæmper for en bæredygtig fremtid. DN er blevet voksen og tager det fulde ansvar her i 2011.

tirsdag den 5. april 2011

Bæredygtig min røv…

I dag kan min klumme igen læses i 24timer. Den handler om bæredygtighed, fordi det er det nye buzzword i erhvervslivet. Eller nye og nye – det er 30 år siden, begrebet blev etableret på den internationale dagsorden i Rio, og siden har mange spor jo kørt i disse baner.

Lokalt i Danmark har man arbejdet med Agenda 21. Og igen i år skal kommunerne udarbejde nye handleplaner for bæredygtighed, men som tidligere er der kun løse rammer for, hvad sådan planer skal indeholde. Nationalt ser vi med mellemrum en strategi blive sendt ud over rampen. Fuld af flotte ord, kan man altid regne med, men som regel kun med et par håndører vedhæftet - og så i øvrigt ribbet for konkrete planer.

Fine ord er ikke bæredygtige
Erhvervslivet har også været i gang længe – altså de fremmeste. Her bruger man begrebet bæredygtighed til at understrege en moderne og visionær tilgang til det at drive virksomhed. Men det har altid været svært på den ene side at komme hele vejen rundt om hele bæredygtighedsbegrebet og på den anden side at komme i dybden med initiativer, der gør en reel forskel.

Det, som sker nu er, at flere og flere virksomheder ønsker at komme længere ud over rampen med deres bæredygtighed. Altså ikke blot smykke deres websider med fine ord som ”FN Global Compact” eller ”Global Reporting Initiative” men nu også at skrive ”bæredygtig” på deres produkter. Og det er jo sådan set prisværdigt. Men det bare også her, at kæden hopper af, for kalder man sine produkter bæredygtige, så skal man også kunne dokumentere, at de er det. Det står i markedsføringsloven og har gjort det i mange år.

I praksis skal man lave en analyse af, hvor de konkurrerende produkter ligger i ”bæredygtighedsfeltet”, og så skal man ligge i den bedste tredjedel af markedet med sit eget produkt. Det er ikke nemt. Faktisk er det så svært, at Forbrugerombudsmanden mener, det i praksis ikke er muligt for øjeblikket.

Slut med bløde formuleringer
Det mener jeg heller ikke. Hidtil har der været mange bløde formuleringer om, hvor man må markedsføre sine produkter som bæredygtige. Men de sidste syv år har hele verden arbejdet sammen om at blive enige om en standard for samfundsmæssig ansvarlighed. Det lykkedes i december og næsten samtidig kom Forbrugerombudsmanden med en vejledning om miljø og etik i markedsføringen. De to dokumenter set i sammenhæng giver et bud på den ramme, man skal udfylde, hvis man vil kalde sit produkt for bæredygtigt. For standarden (den særlige danske version) udpeger syv områder og i alt 40 emner, som man skal forholde sig til, hvis man vil bruge begrebet bæredygtig. Områderne og emnerne er:

God ledelse
Dialog med interessenter
Ledelsens sammensætning og organisering
Risikostyring og due diligence
SR fremmende kultur

Menneskerettigheder
Civile og politiske rettigheder
Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
Diskrimination og udsatte grupper
Løsning af klager
Undgåelse af meddelagtighed
Risikosituationer omkring menneskerettighederne
Grundlæggende arbejdstagerrettigheder

Arbejdsforhold
Ansættelsesforhold
Arbejdsvilkår og social beskyttelse
Social dialog
Sundhed og sikkerhed på arbejdet
Udviklingsmuligheder på jobbet

Miljø
Forebyggelse af forurening og renere teknologi
Bæredygtig ressourceudnyttelse
Bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringer
Beskyttelse og genoprettelse af naturen
Dyrevelfærd

God forretningsskik
Anti–korruption
Ansvarlig deltagelse i politik
Fair konkurrence
Fremme af samfundsmæssigt ansvar i indflydelsessfæren
Respekt for ejendomsret

Forbrugerforhold
Ansvarlig markedsføring, information og aftaleforhold
Beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed
Bæredygtigt forbrug
Kundesupport og klagehåndtering
Beskyttelse af forbrugeroplysninger
Adgang til basale ydelser
Uddannelse og bevidsthed

Samfundsudvikling og -inddragelse
Lokal samfundsinvolvering
Uddannelse og kultur
Jobskabelse og udvikling af kompetencer
Udvikling og adgang til teknologi
Indkomstgenerering
Sundhed
Investeringer i lokale samfund

Hvis en virksomhed ønsker at kalde sit produkt for bæredygtigt, kræver det en gennemgang af alle disse områder og emner, hvor man for hvert emne skal dokumentere, at man ligger pænt i forhold til konkurrenterne. Det vil i praksis være en meget svær øvelse.

Og derfor kan du indtil videre godt regne med, at et produkt, der smykker sig med betegnelsen bæredygtig, ikke er det.

Det, du kan gøre i stedet, er at gå efter produkter, som er mærket med Svanen eller Blomsten. Det ermiljømærker, som opfylder markedsføringslovens krav om dokumentation. Dog har de ikke den sociale vinkel med. God jagt til dig, kære forbruger. Og ikke mindst god jagt til erhvervslivet - efter en måde, der kan dokumentere bæredygtighed troværdigt.

tirsdag den 8. marts 2011

Farvel til ø-mærket, tak!

I dag skrev jeg klummen i gratisavisen 24 Timer. Den handlede om økologi, fordi økologien er vigtig. Vigtig af flere grunde. Økologien er ved at redde store dele af vores natur, hvis den får lov. Det går egentlig meget godt på markedet med at få lov, for økovarer har en højere pris, og det kommer økolandmanden til gode. Det er altså en god forretning at drive økologisk landbrug – mere end man kan sige om det konventionelle. Men på trods af dette, så er der stor modstand hos regering og landbruget selv imod at skifte til økologi.

Foruden den bedre forretning, så er økologi en langt mere skånsom måde at producere madvarer på – en form, som ikke belaster vores grundvand, og som levner plads til en balance med naturen, bl.a. fordi der ikke må bruges gift på markerne.

Faktisk kan man se økologi som en slags BAT… Best Available Technology, som er et princip fra lovgivningen omkring industrivirksomheder. Her har det i en årrække været et krav, at man som virksomhed med en miljøgodkendelse hele tiden skal forsøge at forbedre sine teknologier, så man forurener så lidt som muligt.

Det har ligget i den europæiske – og dermed den danske – lovgivning på området, at man ikke bør have lov til at producere med en metode, som forurener meget, hvis der findes én, som forurener mindre. Økologi er således BAT for landbrugsproduktion, og hele erhvervet burde lægge om, hvis det stod til principperne.

Det gør det dog ikke for tiden med den regering, vi har. Landbruget får lov til at fortsætte, som de har gjort i de sidste 50 år – blot med lidt flere kemikalier, automater og andre optimeringsprocesser. Men i lyset af BAT-principperne burde der slet ikke findes et Ø-mærke. For hele branchen burde have skiftet til økologi for 10-15 år siden, og så ville et mærke jo ikke længere være nødvendigt…

Mens vi venter på den logik, må vi jo blive ved med at købe økologi, når den er der og efterspørge den, når den ikke er der. Skub til din brugsuddeler og forlang forandring – for dig, for ham og for den danske natur!

tirsdag den 8. februar 2011

Noget om sorte pletter på Danmarkskortet

Fortidens synder viser sig... Det handler om de store jordforureninger: Cheminova, Kærgaard Klitplantage, Grindsted, Collstrop-grundene ved Nødebo og i Århus. Og der kunne nævnes mange flere. Det handler om, at det, man kunne tro, var fortid, faktisk er nutid. Skræmmende? - så læs videre.

Fortidens synder... De får mig til at tænke på tiden før, vi fik en miljølov i Danmark. Det var i 1960'erne, de store kemikalievirksomheder fik aftaler med kommunerne om at køre tusindvis af tromler med gift ud i naturen og dumpe den der uden yderligere. Det var dengang man troede, at væk for øjet er væk for eftertiden.

Da jeg for nylig fandt ud af, at den seneste Collstrop-katastrofe er fra 2007, kom jeg frem på stolesædet og besluttede mig for at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre.

Sagen er, at når virksomheder som Collstrop går i gang på en grund, så får de en miljøgodkendelse, som beskriver, hvad de må, og hvordan de skal rydde op, når de forlader grunden. Så det er sådan set ikke her, hunden ligger begravet... Problemet er, at en miljøgodkendelse kun skal efterleves af den virksomhed, der har fået godkendelsen. Så går virksomheden konkurs, kan den ikke længere drages til ansvar. Og ja, så hænger det offentlige Danmark (du og jeg) på de problemer, virksomheden har skabt - jordforurening for eksempel.

Adgang forbudt – venter på bedre tider
Efterlader en konkursramt virksomhed jorden forurenet, er det regionerne, der vurderer, om der er risiko for mennesker og grundvand. Er det tilfældet, så kommer grunden på en prioriteret liste til oprydning.

Og alt afhængig af, hvor mange penge de har, kan de nå en grund… eller to… eller syv på et år. Men hvad hvis grunden nu ikke lige truer grundvandet? Ja, så sætter man et hegn op og et skilt med "adgang forbudt", og så står grunden der og venter på bedre tider. For hvis man køber sådan en grund, skal man starte med at betale for en fuld oprensning, før man må gå i gang med at bruge den til noget som helst.

Det er disse sorte pletter på Danmarkskortet, der kommer flere og flere af. Koncerner som Collstrop lader en virksomhed gå konkurs et sted - blot for at starte op et nyt. Og der er lige nu intet i lovgivningen, der kan stoppe dem.

Miljøstyrelsen kigger lige nu på reglerne for den slags grunde for at se, om der er noget at gøre... Det er der. Og det blev påpeget af Peter Pagh allerede i 2001: Man skal ændre miljøbeskyttelseslovens §39 sådan, at alle virksomheder, der ønsker at starte en aktivitet med risiko for jordforurening, skal stille en økonomisk sikkerhed, som modsvarer en oprydning.

Det vil møde modstand, for det betyder, at man så skal starte med at lægge 20 mio. på bordet, når man vil starte for eksempel en træimprægneringsvirksomhed. På den anden side er vi ikke tjent med, at Danmark i det 21. århundrede stadig efterlader nye, sorte pletter på Danmarkskortet. Vi har nu engang vedtaget princippet: Forureneren betaler.
Læs mere på www.dn.dk/miljo

torsdag den 13. januar 2011

Skønmaleri af min livsstil

"Godaften, det er Lisa Olsen fra Gallup. Må jeg bruge ti minutter af din tid på at stille dig nogle spørgsmål om din livsstil?"

Jeg genkender ordene med det samme, da jeg tager telefonen - altid lige omkring spisetid, og følelsen er en mærkelig blanding af irritation og smiger. Irritation fordi jeg nu skal bruge min tid til Gallups fordel, men også smiger, fordi nogen gerne vil høre, hvad jeg mener… "Tager det kun ti minutter?," spørger jeg..."Okay, spørg bare løs."

"Sorterer du dine brugte batterier?," lyder det første spørgsmål. "Ja da, dem samler jeg i en lille kasse, som jeg tager med på genbrugsstationen ind imellem!" siger jeg med en vis stolthed i stemmen. Glemmer helt, at Lisa jo nok er bedøvende ligeglad… "Sorterer du plastik?," lyder næste spørgsmål. "Øhhh, plastik..?" - skal lige til at spørge Lisa, hvilke fraktioner og hvordan man kommer af med dem, men kommer i hu, at hun jo ikke nødvendigvis ved noget om det og skal holde sig til sine faste spørgsmål. Så kommer jeg til at tænke på, at jeg engang har smidt noget PVC-gulv i en særlig container på genbrugspladsen…"Plastik, ja, jeg sorterer også plastik."

Mine havregryn, min mælk og mine æg
"Køber du økologisk?," spørger Lisa så. "Ja, jeg køber altid økologisk," svarer jeg og tænker på min mælk og mit brød, mine æg og mine havregryn. Men så kommer jeg til at tænke på øko-kyllinger, som jeg synes er voldsomt dyre i forhold til konventionelle kyllinger, og som aldrig kan fås som filetter - og på rugbrød, hvor der som regel kun er én kedelig type øko at vælge imellem, mens man kan vælge imellem 15 andre ikke-økologiske rugbrød… Pyt, tænker jeg. "Ja, jeg køber økologisk."

"Ville du cykle til arbejde, hvis det blev nemmere?," lyder Lisas spørgsmål så. Nu kommer hjernen for alvor i omdrejninger, for ja, jeg cykler ofte til stationen for at tage toget, og det er jo fint nok, men jeg tager også ofte bilen, fordi det er bekvemt og hurtigst. Når jeg kører godt 20 km/l diesel er det også det billigste. Og det nemmeste, når jeg skal hente min søn i Høsterkøb, handle ind i Hørsholm og så til sidst hjem til Birkerød med ti kilo varer. På den anden side får jeg jo meget motion, hvis jeg cykler 45 km om dagen. Det trænger jeg til. Og cykling er jo den mest miljøvenlige transportform. Og hvad mener hun egentlig med "nemmere"? Hvor meget nemmere? Og hvordan? "Ja, jeg ville cykle til arbejde, hvis det blev nemmere," svarer jeg så til sidst, for nu er der jo nogen, der lytter, og jeg skal jo gerne fremstå som en ordentlig borger, og måske kan et ja i sådan en undersøgelse også få andre til at overveje at cykle og måske og så videre…


Hvor meget er maleriet værd?
Så hvor meget er sådan nogle spørgeundersøgelser egentlig værd? Utallige gange har det vist sig, at vi forbrugere (for det er vi jo alle sammen) elsker at tegne et skønmaleri af, hvordan vi lever, og hvordan vi kan blive endnu bedre samfundsborgere. Samtidig skælder vi ud på samfundet og de andre og brokker os over, at det hele er for svært. Når det kommer til stykket, tænker vi alt overvejende på, hvordan vi selv kan få mest til os selv i dag.

Som miljømedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening arbejder jeg på at stramme rammerne op for vores liv og færden. Ved lovgivning, som gælder os alle. Informationskampagner flytter de få, der i forvejen har noget god vilje og overskud, men strammere regler skal vi alle leve op til - høj som lav - rig som fattig, og derfor er det den vej, vi skal gå.

For eksempel kunne man stille krav til, at landbruget ikke længere må producere konventionelt, men skal omstille til økologisk drift. Alle undersøgelser peger på, at det er en god idé - for naturen såvel som for forretningen. Økologerne får bedre priser for deres produkter, beskæftiger flere folk og skåner natur og grundvand. I dag er det frivilligt at omstille til økologi.

Man kunne også stille krav til, hvor mange km/l en bil som minimum skal kunne præstere. Det er der teknisk belæg for at gøre, og det ville batte rigtig meget i forhold til Danmarks energipolitik. I dag kan man sagtens købe en bil, der kører 8 km/l. Og tja er den lækker, kan vi alle blive fristet. Også selv om vi svarer noget andet, når vi en aften bliver ringet op af Lisa Olsen.