tirsdag den 30. november 2010

Abonner på en blender

I denne uge har jeg været igennem ti rapporter fra studerende på DTU, fordi jeg er censor på et kursus i produkt/service-systemer. Hver gruppe af studerende har undersøgt et elektronisk produkt. En støvsuger, en blender, et kompakt-kamera. De har gennemgået produktets produktion, brug og bortskaffelse og fundet ud af, hvordan miljøbelastningerne kan minimeres. De studerende har vurderet, hvor stor miljøbelastningen er både ved korrekt bortskaffelse - og hvis produktet smides i skraldespanden under køkkenvasken. Det sker nemlig for en stor del af elektronikprodukterne rundt omkring i hjemmene.

Det kan lyde frelst. Men det er virkelig svært for mig at forstå, at voksne mennesker ikke ser det som en selvfølge at tage udtjente elektronikprodukter med på genbrugspladsen. Man kan lave sig en papkasse og skrive elektronikskrot på den med en tusch. Én til metal, én til el-pærer og én til batterier. Og så et smut forbi genbrugspladsen i ny og næ. Det er ikke så kompliceret.

Men jeg ved jo godt, at det er et spørgsmål om etik og moral. Der er ingen incitamenter til at ’opføre sig ordentligt’ på dette punkt: Smid det hele i skraldespanden under vasken, og du hører ikke mere om det.

Virksomheder har affaldsansvar
Hvad, der er endnu værre, er, at der heller ikke er incitamenter for virksomhederne. Et EU-direktiv pålægger godt nok elektronikvirksomheder ansvar for at genbruge en stigende procentdel af de elektroniske produkter, de producerer. Idéen med direktivet er at få forbrugeren til at levere eksempelvis sit udtjente tv tilbage til forhandleren, der så genbruger det, der er muligt.

Problemet er bare, at dette direktiv ikke virker efter hensigten. Langt de fleste steder er det nemlig blot blevet til en aftale mellem virksomheder og kommuner, hvor virksomhederne betaler kommunerne for at samle elektronikprodukterne ind. Og da kommunen hverken kan lave produktudvikling, der sikrer genbrug - eller trække borgerens elektronik til genbrugspladsen, er incitamentet væk. Og vi er tilbage, hvor vi startede.

Cool at lease
Derfor giver de studerendes arbejde på DTU mening. De opstiller produkt/servicesystemer, hvor det at eje et produkt ændres til en serviceydelse. Jeg køber altså en ’blendningsmulighed’ som abonnement i stedet for at eje min egen blender. Philips stiller en blender til rådighed, som kan blive repareret eller udskiftet efter behov - ligesom en leaset bil. Det vil løse mange problemer, hvis vi leaser i stedet for at eje. Simpelt – og alligevel ikke. Udfordringen er i hvert fald gøres lige så attraktivt og status-skabende at lease som det i vores kultur er at eje.

Se forresten lige historien om, hvor dit elektroniske affald ender - fortalt på rigtig fin måde, synes jeg.
Story of Electronics på http://storyofstuff.org/

tirsdag den 2. november 2010

Grøn vækst - hvor bliver den af...?!

I sidste uge varslede Vestas 3000 fyringer. De 2000 i Danmark. Direktør Ditlev Engel fortæller, at virksomheden har fastholdt en stor overkapacitet - nok fordi man havde forventninger til yderligere (grøn) vækst, men at Vestas nu må se i øjnene, at den ikke kommer. Det er meget ærgerligt. Ikke bare for Vestas, men for hele den bæredygtige udvikling. Både i Danmark og i resten af Europa skal der ikke bygges lige så mange vindmøller, som Vestas havde håbet på.

Efter fyringerne vil der dog stadig være 6000 medarbejdere i Vestas i Danmark – disse vil især være beskæftiget inden for forskning og udvikling, men den egentlige produktion kan ske billigere i andre lande. Og sådan er det. Det er den vej, det går, og det er vi nødt til at lære af og arbejde med - i stedet for at ærgre os. Vi er et højt udviklet land i en globaliseret verden. Det har store dele af erhvervslivet erkendt, og det må nu også vindmølleindustrien erkende. Ligesom det også ville klæde landbruget at ændre fokus fra billigt og effektivt til bæredygtigt med høj kvalitet.

Nytænkning er nødvendig
Hvis regeringen vil understøtte og hjælpe denne til tider krævende udvikling for både erhvervsliv og landbrug, er det helt afgørende at skabe rammerne. Den grønne vækst udebliver nemlig, hvis det udelukkende er markedskræfterne, der styrer. Markedet kan kun reagere på efterspørgslen her og nu – og ikke skue ud i fremtiden. Grøn vækst kræver prioriteringer og strategiske valg, understøttet af målrettede midler og regler, der favoriserer de gode teknologier og løsninger.

Hvornår bliver regeringens fine ord om grøn vækst til konkrete virkemidler, der rykker og skaber volumen i erhvervssucceser som Vestas? Hvor bliver synergien imellem grøn vækst og udkantsdanmark af? Hvornår kommer nytænkningen og de modige politiske valg på banen?

Sagen er, at Danmark jo er et højteknologisk land– og vi i vil fortsat se udflytninger af basal produktion til lande med lavere omkostninger, men hvis vi skal fastholde udviklingsafdelingerne og nicheproduktionerne, så skal vi satse på dette – ikke med pæne ord og henstillinger – men med støtte og afgifter og klare regler, der prioriterer de gode, bæredygtige produkter.